Marie Mørks Skole Company Information
General information
PÆDAGOGISK MÅLSÆTNING OG PRAKSIS FOR MARIE MØRKS SKOLE.
Grundliggende er det Marie Mørks Skoles målsætning på såvel det faglige som det menneskelige plan:
1. at give eleverne kendskab til såvel de fysiske, som de etiske sammenhænge
tilværelsen bygger på. Således er det målet at belyse de
· historiske og kulturhistoriske forhold
· naturfysiske forhold
· etiske forhold og at lade disse forhold indgå som væsentlige elementer i den
tilstræbte anskueliggørelse af sammenhængene i verdenen.
2. at lære vores elever som borgere i et demokratisk samfund at begå sig i
denne verden ved at forberede dem på at kunne løse de problemstillinger, de
vil blive stillet over for mentalt såvel som praktisk/fysisk.
3. at lære vores elever at kommunikere på en nuanceret måde.
Herudover påbyder formålsformuleringen i skolens fundats, at skolen og dens lærerkræfter skal
· formidle kundskaber til skolens elever.
· give eleverne indsigt i og forståelse for dansk kultur og samfundsudvikling.
· skabe respekt hos eleverne for andres mening og ærbødighed for
menneskelivet.
· styrke elevernes ansvars- og pligtfølelse.
Med udgangspunkt i begge disse formålsbeskrivelser foregår det praktiske pædagogiske arbejde på skolen, og det er i det ideologiske grundlag og den praktiske pædagogiske udøvelse, at skolens karakteristika træder frem.
Den ideologiske arv.
Marie Mørks Skole bygger på en kombination af den grundtvigianske tradition og realskoletraditionen. Principperne for og forventningerne til det pædagogiske arbejde knytter sig således på det overordnede plan til denne pædagogisk/-ideologisk holdning.
I realskoletraditionen er fagene - sådan som de er defineret som videnskabsfag - i centrum, og vejen til det almendannende går i denne skoles selvforståelse gennem fagligheden. I realskolen gælder det således om at blive klog på det, der er fremmed for én selv. Der lægges vægt på, at den erhvervede viden kan dokumenteres igennem bl.a. prøveaflæggelse.
I den grundtvigianske tradition, som ikke mindst inden for de frie skoler har været fremherskende, lægges vægt på den enkelte elevs personlige dannelse. Det er således den grundtvigianske målsætning - i modsætning til realskoletraditionen - at uddannelse skal gøre eleven klog på sig selv, hvorfor dokumentation for den erhvervede viden ikke anses for nødvendig. Mundtlighed er det bærende pædagogiske princip, ligesom demokrati og fællesskab er betydende begreber i formidlingen af de nationale kulturelle skatte.
Den Marie Mørk’ske skolekultur
På den baggrund kunne man beskrive den Marie Mørk’ske skolekultur som en kultur, der sætter fagene i centrum samtidig med, at midlet til selvforståelse og almendannelse tillige går gennem elementer som fællesskab, demokrati, nationale kulturelle værdier og historisk indblik.
Skolen sørger således for at gøre eleverne kloge på det, der er fremmed for dem selv samtidig med, at det tilstræbes, at de bliver kloge på sig selv.
Skolen ønsker dokumentation for den indlærte viden og erkendelse. Generelt betragtet har skolen overtaget det menneskelige ansigt fra den grundtvigianske tradition, ligesom den mundtlige undervisningsform også præger skolen.
Trods forankringen i denne ideologisk bestemte kultur forsøger skolen nøgternt og aktivt at deltage i og vurdere indholdet i den aktuelle pædagogiske og opdragelsesmæssige debat, for herigennem til stadighed at tilføre skolen ny pædagogisk inspiration i det daglige arbejde og i udviklingen af skolen.
Af denne ideologisk betingede holdning dannes en række væsentlige ”fiks-punkter” eller begreber, der har stor betydning for det praktiske arbejde i dagligdagen, hvor det grundliggende er Marie Mørks Skoles opgave at hjælpe det enkelte barn til at udnytte sine ressourcer bedst muligt. Der tilstræbes således en bevidst maksimaludnyttelse af det enkelte barns evner.
Faglighed
Udgangspunktet er som i realskoletraditionen fagene, defineret som videnskabsfag. Skolens virksomhed bygger således på faglighed, idet det er målet at bibringe eleverne omfattende viden, gode arbejdsmetoder og færdigheder inden for de centrale stofområder samt indføre dem i en analytisk og kritisk tænkemåde.
De centrale stofområder er anført i de læseplaner, der er udarbejdet til hvert eneste fag.
Man må forvente, at elever, der forlader Marie Mørks Skole med en afgangsprøve, har gennemgået og indlært stofområder, der rækker ud over de vejledende læseplaner, ligesom det forventes, at eleverne er i besiddelse af en stor portion almen og basal viden (paratviden), der gør det muligt for dem at orientere sig i samfundet og deltage i samfundsdebatten.
Den historiske dimension er et meget væsentligt element i skolen såvel i forbindelse med dansk og europæisk kultur, som når det drejer sig om indsigt i international politisk og social samfunds-udvikling. Som et led i den højt vægtede faglighed skal eleverne således både bibringes en forståelse for den nationale kulturelle egenart og en forståelse af at være borgere i et globalt samfund. Samtidig bibringes eleverne et overblik over den historiske sammenhæng, disse forhold indgår i.
Herudover stifter eleverne i løbet af skoletiden bekendtskab med nationale kulturelle klassikere indenfor dansk litteratur, naturvidenskab, musik og billedkunst.
Kravet til faglighed er også baggrunden for, at skolen tilstræber at specialisere lærerstaben i kun at undervise i få fag. Derfor fordres der i almindelighed liniefagsuddannelse eller lignende i forbindelse med undervisning i afgangsprøvefag.
Konsekvensen heraf er, at der på Marie Mørks Skole ofte er mange lærere om en klasse, hvorfor få-lærer-princippet ikke altid kan anvendes.
Skolen anser dokumentation af den indlærte viden i forbindelse med prøveaflæggelse som hensigtsmæssig og nødvendig. Således opretholder skolen kravet til eleverne om obligatorisk deltagelse i termins- og årsprøver samt tilstræber, at alle elever aflægger Folkeskolens Afgangsprøver.
Således fremstår begrebet faglighed, defineret som en beskæftigelse med videnskabsfag, hvor omfattende viden og kendskab til de faglige sammenhænge bibringes eleverne, som et af de mest centrale begreber i skolens målsætning.
Faglige sammenhænge og arbejdsformer
I arbejdet med at give eleverne kendskab til såvel de fysiske som de mentale sammenhænge, vores tilværelse bygger på, er det til enhver tid opgaven at give eleverne et overblik og en forståelse for sammenhængen i det faglige stof inden for det enkelte fag og i samspillet mellem disse. Samtidig tilstræbes progression i læringen qua læseplanernes beskrivelse af undervisningens indhold op igennem elevernes skoletid.
Billedlig talt kan man betragte den faglige sammenhæng og progression som et langt stykke tov, hvorpå man undertiden binder ”faglige knuder”. Dette sker igennem aktiviteter og forskellige undervisningsmetoder, som f.eks. tematisk- og tværfaglig undervisning samt gennemførelse af forskellige projektundervisnings- og kursusforløb. Således inddrages elevernes naturlige trang til fordybelse, udfordring og udforskning på eget initiativ i læringsprocessen, ligesom elevernes selvstændige arbejdsform herigennem styrkes.
Det er dog læreren, der er den styrende, ligesom det af samme grund også er læreren, der forestår planlægningen af undervisningen, idet det dog progressivt tilstræbes, at eleverne inddrages i planlægningen, hvor det er hensigtsmæssigt.
Der hersker metodefrihed i den udstrækning, at metoden ikke strider mod skolens overordnede målsætning samt kravet til faglighed og faglig effektivitet.
For at leve op til kravet om en høj grad af faglighed planlægges undervisningen bl.a. med henblik på valg af arbejdsform ud fra ønsket om at opnå en så stor udnyttelse af undervisningstiden som mulig. Denne holdning præger i høj grad også planlægning og gennemførelse af ekskursioner samt udvælgelse og anvendelse af undervisningsmaterialer.
Skolen tilstræber den bedst mulige udnyttelse af undervisningstiden og ønsker at vænne eleverne til at planlægge og arbejde selvstændigt. Et af midlerne til at opnå dette mål er elevernes hjemmearbejde.
For at skabe et optimalt læringsmiljø er det et mål i det sociale arbejde med eleverne at skabe tryghed i klassen og selvværd hos den enkelte, ligesom der arbejdes på at skabe en fællesskabsfølelse blandt eleverne.
Eleverne deltager således i forskellige fællesarrangementer som f.eks. morgensang, juleafslutninger, idrætsarrangementer og musiske fællesaktiviteter. Disse skal, udover at bibringe kulturelle værdier og almen dannelse, betragtes som et middel til at skabe fællesskabsfølelse blandt eleverne.
Elev- og forældreforudsætningerMarie Mørks Skole er kendt for at stille store krav til såvel elevernes faglige engagement og arbejdsindsats, som til deres sociale adfærd. Der følges derfor hele tiden op på elevernes arbejde, idet målet til stadighed er at udvikle den enkelte elev så langt, som det er muligt.
Enhver skole vil, uanset pædagogisk ståsted, kun have en vis mængde ressourcer til rådighed for det pædagogiske arbejde. Den enkelte skole må derfor ud fra en pædagogiske målsætning prioritere sine ressourcer.
Marie Mørks Skole ønsker at bruge hovedparten af ressourcerne på faglig undervisning og fordybelse.
På den baggrund forudsætter skolen, at elever, der begynder deres skolegang på Marie Mørks Skole hjemmefra er udstyret med en holdning og en motivation, der gør dem undervisningsparate, så skolen ikke behøver at anvende pædagogiske ressourcer på dette arbejde, men i stedet kan koncentrere sig om det faglige arbejde. Samtidig forventes det, at hjemmet i det daglige yder eleverne den nødvendige støtte i forbindelse med skolearbejdet.
Konkret kan disse forventninger udtrykkes ved, at det forudsættes, at den enkelte elev
· møder udhvilet og mæt i skolen.
· møder til tiden.
· møder med en skoletaske, der indeholder det fornødne til dagens arbejde.
· møder med en madpakke.
· møder forberedt til undervisningen.
· er bevidst om, at man skal behandle andre mennesker pænt og respektfuldt.
· er bevidst om, at man skal behandle skolens og andres ejendom pænt.
· er i stand til at opføre sig ordentligt i timerne.
Som det vil fremgå af disse forventninger, stilles der på det sociale område store krav til den enkelte elev. I forbindelse med denne del af det pædagogiske arbejde er det opgaven at lære eleverne at begå sig socialt i denne verden og at skabe almindelig og naturlig respekt for hinanden samt forståelse for de menneskelige forskelligheder m.h.t. holdninger, baggrunde, evner m.v. samt at lære dem de nødvendige spilleregler i den sammenhæng.
Derfor tolereres mobning selvfølgelig heller ikke, ligesom der af eleverne forventes høflighed og respekt overfor såvel voksne som kammerater, et pænt sprog, hjælpsomhed, hensynsfuldhed samt loyalitet og respekt overfor skolen og dens værdigrundlag. Målet er således også, at skolens værdigrundlag vil præge elevernes adfærd uden for skolen.
I det pædagogiske arbejde er skolens ordensregler en naturlig ledetråd.
Skolen forsøger således at opretholde en nødvendig disciplin, men er dog samtidig karakteristisk ved ud fra ønsket om en rimelig bredde i elevgrundlaget at give elever, der tilsidesætter skolens adfærdsmæssige og faglige krav, en fornyet chance. Det forsøges således i disse situationer først og fremmest at få opbygget et gensidigt tillidsforhold mellem elev, hjem og skole. Først når dette har vist sig umuligt at etablere, afbrydes samarbejdet.
Den del af opdragelsen, der vedrører det faglige arbejde og den sociale adfærd udføres i nært samarbejde med forældrene, der altid kontaktes - enten via kontaktbog eller - endnu bedre - telefonisk i tilfælde, hvor elevernes engagement, adfærd eller arbejdsindsats ikke lever op til det acceptable.
I forældresamarbejdet tilstræber skolen en høj grad af service, ligesom det faktum, at kun forældrenes opbakning gør det muligt at drive skole, præger skolens virke.
På den baggrund forventer skolen også, at forældrene vælger skolen på baggrund af det udmeldte værdigrundlag, og at forældrene til enhver tid holder sig orienteret og bakker op om barnets aktiviteter i skolen. Herudover forventes det, som et naturligt og forpligtende element i skole-hjem-samarbejdet, at forældrene ikke taler dårligt om skolen i barnets påhør.
Milnersvej 1 Hillerød
- Opening hours
- Parking
- The company has a parking lot.
- Phone number
- +4548261005
- Linki
- Social Accounts
- Keywords
- public school, school, school house
Marie Mørks Skole Reviews & Ratings
How do you rate this company?
Are you the owner of this company? If so, do not lose the opportunity to update your company's profile, add products, offers and higher position in search engines.